Udtalelser

Omar er en syrisk mand som arbejder som ufaglært i et køkken. I begyndelsen af hans ansættelse ville han aldrig spise med hans kollegaer i frokost pausen. Istedet ville han insistere på at blive i køkkenet, mens resten af medarbejderne og hans leder ville holde frokost pause. 

I Danmark bliver det opfanget uhøfligt og socialt akavet ikke at deltage i den sociale frokost pause, men selvom både medarbejdere og lederen forsøgte at overbevise Omar om at komme med til frokostpause, så lykkedes det aldrig at overtale ham. Omars leder synes, at dette var besynderligt, og da situationen blev ved med at gentage sig, følte han et behov for at konfrontere Omar. Da han konfronterede Omar, viste det sig, at han var blevet meget ilde til mode ved, at frokostpausen også involverede lederen. Omar forklarede, at i Syrien hvor han kommer fra, er det ikke særligt normalt at spise sammen med ledergruppen, og at han vurderede, at det var hans pligt at sige nej tak til tilbudet med at spise sammen med resten af medarbejderne. Han forklarede, at i Syrien ville det faktisk blive set som en overtrædelse og et tegn på, at han ikke viste respekt til hans leder, hvis han accepterede invitationen. 

Da lederen fandt ud af, at Omars mangelende deltagelse i den sociale frokostpause ikke skyldtes at Omar ikke kunne lide sine kollegaer, men at han faktisk afholdte sig fra det, fordi han forsøgte at vise hans respekt til ledergruppen, blev han overrasket men også lettet. 

Lederen og Omar havde en lang snak omkring de uskrevne regler og forventninger på en dansk arbejdsplads, og lederen forklarede at i Danmark er det en helt almindelig praksis at ledergruppen og medarbejderen spiser sammen. Arbejdspladsen er ikke så baseret på hierarki som i Syrien. På trods af at han synes det var lidt ubehageligt i starten, begyndte Omar at være med til den sociale frokostpause, og han trives nu på arbejdspladsen og lederen er meget tilfreds med hans medarbejder. 

Fru S ankom fra Cameroun i Frankrig i 2011 som en del af en familiesammenføring. Hun har aldrig været i skole. Hun er analfabet, men klarer sig godt i beregningen. Hun er over 45 år gammel og har en lang erhvervserfaring med handel i Afrika, siden hun var en salgskvinde på markederne.

Fru S underskrev CAI i løbet af 2 eller 3 måneder efter hendes ankomst til Frankrig. OFII har ordineret sprogundervisning med det formål først og fremmest at arbejde på skriftlige færdigheder, selvom udtrykket og lyttefærdighederne også er blevet forbedret. Faktisk skulle hendes ordforråd beriges, idet fru S havde praktiseret et oprindeligt land et sprogligt.

Fru S har derfor fulgt det obligatoriske FLE-kursus i OFII, men også det komplementære kursus, der igen er finansieret af OFII. På samme tid var hun i stand til at udarbejde en kompetencerapport, der også var ordineret af OFII som en del af CAI-underskriften. Denne vurdering gjorde det muligt for S at blive opmærksom på og identificere de færdigheder, hun havde erhvervet gennem hele sit arbejdsliv, selvom hun var i den uformelle sektor og derfor ikke var forsvarlig.

Mens hendes sprogundervisning var forbi, troede S. Hun ikke behøvede at arbejde, fordi hendes mand blev pensioneret med nok ressourcer til at støtte sit liv.

Dog vanskelighederne i hjemmet førte til, at hun overvejede en jobsøgning. Takket være uddannelsesstøtten fra Greta-holdene har den identificeret det som et sted for " ressourcer ". Det var derfor hende, at hun viste sig at blive ledsaget i sin jobsøgning, da hendes situation blev kritisk. Registreret ved Pôle emploi, Ms blev medlem af et jobuddannelsesprogram i september 2013. Denne uddannelse, der blev finansieret af regionen, havde ret til vederlag, der gjorde det muligt for hende at dække hendes grundlæggende udgifter, men også til at løfte relaterede hindringer. mobilitet, da hun boede i en landsby 20 km fra træningscentret. Takket være denne enhed har Ss. opdaget arbejdsverdenen i Frankrig, erhvervsklimaet, kravene fra arbejdsgivere og administrative benchmarks. Fordypningen i selskab tillader hende i mellemtiden at opdage job, hun ikke kendte og aldrig havde udøvet. Hun var i stand til at erhverve professionelle bevægelser, udvikle sin oplevelse på et job, hvor hendes tidligere færdigheder var genanvendelige. Frem for alt var hun i stand til at vise sine færdigheder på arbejdet med færdigheder, der især værdsættes af arbejdsgivere : tilpasningsevne, dynamik og investering på arbejdspladsen.   

Arbejdsscenarierne var væsentlige i Ss integrationsvej af flere grunde : ingen erfaring med den målrettede job - gulvarbejder (hendes tidligere erfaringer kunne ikke overføres som sådan på en arbejdsstation i Frankrig). Frankrig) ; vanskeligheder med at komme i kontakt med virksomheder alene, at udtrykke deres knowhow og at argumentere for deres kandidatur under interviews. Praktikperioderne gjorde det muligt for S at vise, hvad hun var i stand til at bevise for arbejdsgiveren.  

I sidste ende fik disse perioder med praktikophold i virksomheder mulighed for at løfte a priori på begge sider.

Trænerens rolle var vigtig, da træneren formidlede mellem arbejdsgiveren og Ss, først for at afkode og forklare begge parters forventninger (præsentation af praktikmålene til arbejdsgiveren, men også forpligtelser over for til arbejdsgiveren). Trænerens opfølgning under praktikperioden gjorde det muligt at afklare de spørgsmål, som arbejdsgiveren, men også fru., Havde. Forholdsforholdet, der blev oprettet med hver af parterne, blev træneren derfor forbundet med forhandlingerne om en arbejdskontrakt. , 6 måneder CUI CAE-støttet kontrakt.

Træningsapparatets fleksibilitet har gjort det muligt for Madame S at bygge en skræddersyet indsættelsesvej, hvor blokeringspunkterne blev identificeret og derefter løftet. Kursen kunne forlænges, indtil hun nåede jobbet. Efterfølgende opfølgning af træneren gjorde det muligt at konsolidere forbindelserne mellem fru S og hendes arbejdsgiver. Ved afslutningen af ​​denne første kontrakt underskrev S en permanent kontrakt.

Succesen med denne professionelle integration skyldes hovedsageligt forestillingen om stier. Mestring af det franske sprog var den første bremse, der løftede især mundtligt. Akkompagnementet af træneren gjorde det muligt at pallere med ikke-mestring af skrivning. Uddannelse før beskæftigelse har ført til en afkodning af arbejdslovgivning, viden om arbejdspoolen, arbejde med fag og færdigheder samt arbejdserfaring. Disse var afgørende for Madame S, der var i stand til at demonstrere sine evner.

Yunan er 25, når han ankommer til Frankrig i 2017. Med sine forældre og hans søster flygtede de fra deres land i krig, Irak. De slutter sig til Haute-Loire for at finde medlemmer af det irakiske samfund fra Nineve-sletten. De hilses velkommen af ​​et katolsk sogn, der inkluderer hans forlovede. Akkompagnementet, der er nedsat af sognet, tillader Yunan og hans familie at blive huset i et miljø, hvor kontakter med franskmennesker dagligt er. Understøttet i deres administrative procedurer drager de fordel af netværket af frivillige til materielle anliggender, herunder rejser.

Et par måneder senere får han flygtningestatus. Meget aktiv meldte Yunan sig frivilligt til renoveringer og fandt derefter et job som gipsmaler gennem netværket af frivillige. Yunan anmoder derfor om udsættelse af den sprogundervisning, der er ordineret af det franske kontor for indvandring og integration, når man underskriver modtagelses- og integrationskontrakten.

Det er derfor gennem kontakt med frivillige og hans kolleger, at Yunan tilegner sig det grundlæggende på fransk og udvikler mundtlige færdigheder først. På et personlig plan bliver Yunan gift i det irakiske samfund i Le Puy. Få måneder senere, klar over vigtigheden af ​​at mestre fransk ved at skrive Yunan kontakter Greta for at starte den obligatoriske sproguddannelse, der er ordineret af OFII, selvom han allerede har nået det mundtlige A1-målniveau . Uddannelsen vil derfor være rettet mod at skrive, så Yunan kan kræve nyt ansvar inden for det firma, der ansætter ham. Selvom hans kandidatstudier i Irak ikke er inden for byggesektoren, er han faktisk uddannet i teamledelse, og hans nuværende arbejdsgiver ønsker, at han skal være en teamleder.

Yunan siger, at han ønsker at fortsætte i værtslandet de mål, han havde i sit hjemland, nemlig at udøve et ansvarsfag, at oprette en familie og bygge et hus. For Yunan er nøglen til at nå sine mål den vilje, han udsætter især i arbejdet og ønsket om at deltage i ” byens liv ”. Han ønsker at ansøge om fransk statsborgerskab og har tilmeldt sig TCF-testen, der ville validere hans niveau B1 på mundtligt fransk for at være i stand til at indgive sin ansøgningsfil om naturalisering i de kommende uger.  

Succesen med denne integration, både professionel og social, synes vi har to hovedårsager : 

Hr. Hs beslutsomhed og vilje til at forfølge iboende mål.

Støtten fra sognefællesskabet, der bød Yunans familie velkommen.

Ana, en 40-årig colombianer, har boet i Spanien i seks måneder med sine tre børn. Hun er skilt. Hun ansøgte ikke om sit gymnasium, og hun nævnte ikke i sin genoptagelse af sin oplevelse som servitrice i Colombia. Meget aktiv og meget motiveret tog hun flere kurser (madlavning og service).

Hun accepterede orienteringssessionerne meget godt, men individuelt. Selvom hendes rådgiver identificerede en mangel på numeriske færdigheder til at søge et job, kom Ana ikke til gruppeworkshops om dette emne. Motivationen til at udvikle denne evne blev holdt under individuelle møder. I begyndelsen var det den professionelle, der gjorde arbejdet for dig : Tilmeld dig på jobbrætter, ansøg om tilbud. Gode ​​resultater førte til, at hun blev interesseret i digitale færdigheder, og hun begyndte at være motiveret til at lære mere. 

Interventionen tilpasset behovene, men også til den person, der forstår, at hun havde ændret sine prioriteter og hendes beskæftigelsesmål : Hun accepterede et job som servitrice, hvilket i begyndelsen ikke interesserede hende overhovedet.

Maria, 32 år, Venezuelan, ansøgte om asyl i Spanien for 10 måneder siden. I Venezuela arbejdede hun i banksektoren. Hun bad ikke om ækvivalensen af ​​sit eksamensbevis. De fleste immigranter gør det ikke, fordi de synes, det er nytteløst, eller fordi de ikke har råd til det.

Da hun havde mistet sine papirer, befandt hun sig uden papirer. Da betalingen af ​​et værelse var presserende, ved hjælp af en karriererådgiver, offentliggjorde hun en reklame for husholdning. Hun arbejdede som tjener i den uformelle sektor, mens hun ventede på sine juridiske papirer.

Da hendes situation blev reguleret, ledte hun efter andre muligheder og fandt et job i et telemarketingfirma.

Han er en person med stor motivation, jobsøgningskapacitet og digitale færdigheder. Støtten, hun fik, fokuserede på søgning efter boliger, det spanske arbejdsmarkeds funktion, social sikring. Det blev afholdt i en-til-en-sessioner, fordi hun ikke kunne komme til gruppesessionerne på grund af sin arbejdstid.

Fagfolk har tilpasset sig nykommerens personlige situation og hjalp hende med at klare en kritisk økonomisk situation i starten og udvikle en ny karriere, når hendes juridiske situation har været stabil. Derudover fokuserede de på grundlæggende læring om procedurerne i det sociale system og det spanske arbejde.

Khawla, 36, er en syrisk kvinde, der ankom til Danmark i 2014. Som mange andre nye danskere kæmpede hun med at overføre sine tidligere erfaringer med det syriske uddannelsessystem og arbejdsmarkedet til en dansk kontekst. I Syrien opnåede hun en juridisk grad svarende til en grad i danske standarder. Dog begyndte hun hurtigt professionel uddannelse for at blive socialarbejder. Hun tilmeldte sig et program for at blive kontaktet med en sponsor. Han spillede en nøglerolle i sin fremtid, da han hjalp Khawla med at navigere i systemet. Hun indså, at hun var interesseret i matematik, og at hun ville træne for at finde et job på dette felt. Hendes gudfar hjalp hende med at undersøge forskellige industrier i Danmark, og de opdagede, at ingeniøruddannelse ville passe hende. Derudover er det en branche med mangel på arbejdskraft. Khawla deltager i øjeblikket på et forberedende kursus og forventer snart at blive optaget på en ingeniørskole.

Rania er en syrisk flygtning. Hun er 36 år gammel. Hun ankom til Danmark i juli 2014 med sin mand og deres børn. Rania har en BA i engelsk litteratur fra University of Damascus.

Siden begyndelsen af ​​2016 har Rania rejst fra arbejdsløshed til en praktikplads som en del af Novo Nordisks praktikopholdsprogram for at lande sit drømmejob som administrator af kliniske forsøg hos Novo Nordisk. April 2017.

Under mit praktikophold hos Novo Nordisk blev jeg bestemt opmærksom på mine egne styrker og færdigheder. Men hvad der virkelig gjorde dette kursus til en banebrydende oplevelse var, at alle jeg mødte fik mig til at føle mig velkommen. De hjalp mig med at udvikle min professionelle selvværd og støttede mig med at udvikle mine evner. Og de gjorde det af oprigtig bekymring for mig. Jeg vil aldrig glemme det . 

For Rania var praktikprogrammet en meget succesrig måde at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet, fordi det tilbød ham en åbning.

”Jeg forlod mit land, fordi jeg havde problemer med regeringen, jeg havde en stor forretning i Armenien og med korruption, du var altid nødt til at betale for at arbejde. Jeg besluttede at stoppe det. Det, der var vigtigt, var at beskytte min familie. Da jeg besluttede at forlade, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle hen, men Frankrig vidste jeg. Jeg forestillede mig Frankrig som et land med frihed. Efter min mening er Frankrig det eneste land på planeten, hvor vi finder frihed, lighed. 

Vi ankom med min kone og min søn i Clermont med bus. Beskyttelsen af ​​den franske stat blev anmodet om direkte fra præfekturen. Vi havde en god velkomst fra begyndelsen. Vi blev indkvarteret på et hotel omkring en måned af præfekturet, og derefter blev vi huset i CADA af foreningen CECLER. Vores søn gik i skole. Seks måneder efter ankomsten til Frankrig blev vi sendt til en anden CADA. Der mødte vi mennesker med mange forskellige nationaliteter. Det var meget vigtigt, fordi vi måtte tale fransk. Vores indkvartering blev tilpasset og møbleret, ren. En forening på stedet "Hjertets restauranter " gav franskundervisning. Vores søn var stadig i skole. 

På jobsiden krævede det en masse viljestyrke, det er mig, der valgte hvad jeg gør. Det var mig, der ville beslutte, jeg ville ikke gøre noget, jeg havde min idé i tankerne. Hos CADA blev jeg kede, og især ville jeg give tilbage, hvad vi fik. Jeg arbejdede som frivillig hos Emmaus ved hjælp af mine færdigheder inden for skabsarbejde og tømrerarbejde. OFPRA gav os international beskyttelse, og vi underskrev kontrakten om gæstfrihed og integration i Clermont. Takket være det var jeg i stand til at tage franskundervisning, mens jeg fortsatte mit arbejde hos Emmaus. Jeg er kommet godt.

Da jeg havde forladt min licens i Armenien, kunne jeg ikke køre. Det var et stort problem, jeg var ikke autonom og meget afhængig af andre. Med min familie sad vi fast, vi kunne ikke flytte. Det er Pôle emploi, der finansierede mit kørekort. Jeg arbejdede natten med at lære alle ordene udenfor for at videregive den kode, jeg havde første gang. Bagefter, da jeg modtog min licens, tog jeg et lån fra banken for at købe et køretøj. Med bilen fordelte jeg flyers i 26 måneder. Lønnen var meget variabel, situationen ganske ustabil. Direktøren for Emmaüs kunne godt lide mig og gav mig en masse råd. Jeg uddannede mig hos AFPA i tømrerarbejde. Men ingen ønskede at ansætte mig ud af denne træning. I hvert fald ønskede jeg at arbejde på min idé, jeg ville ikke gøre noget. Mine venner gav mig information, hjalp mig med at forstå, hvordan tingene fungerer. Og så gik jeg til kammerhandlerne for at se, hvordan jeg opretter min virksomhed, og jeg uddannede 4 dage, jeg betalte min uddannelse, og jeg havde ret til at bosætte mig som auto-iværksætter. I dag fungerer jeg godt, jeg er i kontakt med køkkenbutikker, der opfordrer mig til at samle møblerne hos kunderne.

Flere ting var vigtige for mig, den gode modtagelse af Frankrig ved vores ankomst, en god indkvartering. Det, der var vigtigt, er, at vi havde en masse forhold til franskmennene. Jeg vil sige, at i dag er 70 % af vores forbindelser franske. 

Men hvad der var vigtigt for mig var, at jeg vidste, hvad jeg ville, at jeg ville arbejde, og at jeg ikke ønskede at blive ført væk af andre. Jeg ville have friheden til at gøre, hvad jeg ville, og jeg ville have et godt liv ! 

Nu vil jeg have et hus, dette er det næste projekt."

Marine, 40, er en ivoriansk kvinde, der ankom til Italien i 2014. Hun voksede op i en familie på seks børn, hun tilbragte sin barndom med en fætter, der ikke lod hende gå i skole. Da hun ankom til Italien, var hun analfabet og havde et dårligt kendskab til mundtligt fransk. Under borgerkrigen i Elfenbenskysten havde hun forladt landet til Libyen, hvor levevilkårene også var vanskelige og farlige. Hun besluttede at rejse med ghaneser, der delte de samme dårlige levevilkår. Da hun ankom til Italien, blev hun fulgt af et kooperativ, der arbejdede med flygtninge, og hun blev straks indskrevet i et læsefærdighedsprogram, hvor hun lærte at skrive og læse på italiensk. Det var virkelig hårdt for hende, og hun skammede sig over sine kammerater (alle voksne flygtninge, men med en videregående uddannelse), men hun var meget motiveret til at lære italiensk : hendes engagement var på fuld tid, fordi hun efter skole fortsatte med at undersøgelse. Undertekst-tv på italiensk har været en fremragende kilde til selvstudium. Hun plejede at sætte små ugentlige mål med at lære italiensk ; hun levede hvert mål opnået som en succes, der pressede hende til at sætte højere mål. I dag læser hun og taler flydende og har kun et par skriveproblemer. Hun føler sig meget taknemmelig og siger, at " de lader hende blive en person ". Hun arbejder som trainee cook i et modtagelsescenter for uledsagede mindreårige og er i stand til at forsørge sig selv (i Italien er disse kurser kaldet borse lavoro specifikt defineret for flygtninge og modtagere af international beskyttelse og betales af national eller lokal offentlig administration). Hun er stolt af sig selv, selvom hendes tidligere liv i Afrika stadig er åben, men nu har hun nye planer for fremtiden : at forberede en grad i madlavning og at lære fransk.

Jackeline, 32, er en kameruner, der ankom til Italien i 2016. Hun blev støttet af sociale tjenester for flygtninge og modtagere af international beskyttelse. At lære italiensk var ikke svært for hende, der havde et godt uddannelsesniveau. Hun har to job afhængigt af sæsonperioderne : Om vinteren arbejder hun på hospice, mens resten af ​​året arbejder hun i et landbrugskooperativ, hvor hun beskæftiger sig med dyrkning af frugt og grønsager samt produktforarbejdning. Hun lærte, hvordan man fremstiller marmelade, syltetøj, saucer og andre typiske Piemonte-produkter. Hun er stolt over at have opfundet en ny sauce, Jackeline-sauce , der er inspireret af afrikanske og italienske køkkener. Det er dette job, hun foretrækker, mens arbejdet på hospicen forbliver et madjob. Med andelsselskabet demonstrerer hun store kommercielle færdigheder i at markedsføre deres produkter. Hans italiensk er fremragende. Hun taler ikke om sit tidligere liv, som hun ser ud til at give mindre betydning nu. Hun føler sig virkelig som en beboer i Torino.

Patricia kom til Spanien i 1997 fra Ecuador, hvor hun fik en bacheloruddannelse i Business Administration. Indtil 2011, da hun mistede sit job, bekymrede hun sig ikke for at validere sin forudgående viden, fordi hun ikke havde svært ved at finde et job i Spanien, men stadig i ikke kvalificeret. Fra 2011 til 2017 kunne hun ikke finde et fuldtids fast job, og hun måtte gå på velfærd. Derefter blev hun overført til arbejdsformidlingen i Solidaridad Sin Fronteras . Hun udsatte sin sag for socialarbejderen, der ledede hende til at begynde processen med validering af sit eksamensbevis, der tager mere end et år i Spanien. På samme tid fulgte hun en anden træning i 6 måneder for at forbedre sine digitale og iværksætterfærdigheder, hvor hun måtte udarbejde en forretningsplan, mens hun ventede på validering. Med støtte fra Solidaridad Sin Fronteras opnåede hun et stipendium til at finansiere sin forretningsidé : en "arepas" restaurant i Alcorcón, en by nær Madrid.

Seedy ankom til Spanien i 2009, da den finansielle krise brød ud, men hans juridiske status blev kun reguleret i slutningen af ​​2018, så han måtte arbejde hårdt og dårligt betalt uden at blive erklæret. I disse job havde han ikke mulighed for at lære spansk ordentligt. Da sociale tjenester har orienteret Seedy mod arbejdsformidlingen i Solidaridad Sin Fronteras , er det startet et kursus med fokus på erhvervelse af nøgleevner for at tilpasse sig det spanske arbejdsmarkeds behov. Han havde ikke studeret i Gambia, men det største problem var manglen på flytning i spansk. Seedy fulgte en dobbelt rute : mens han fik færdighederne til at arbejde, forbedrede han også sit niveau i spansk. Dette gjorde det muligt for ham at få en kontrakt med lagerfører i et supermarked. I dag fortsætter Seedy med at deltage i SSFs ansættelsestjenester, og hendes niveau af spansk forbedres takket være kombinationen af ​​spanske klasser og regelmæssig brug på arbejdspladsen.

”Da jeg ankom til Frankrig med min mand og min søn, var jeg gravid. Jeg kendte kun et par franske ord: "Hej farvel, tak, jeg forstår ikke". Jeg havde studeret musik i mit land. Jeg arbejdede 11 år som lærer i musikskole og grundskole til sangundervisning. Så snart jeg ankom til Frankrig, ville jeg tage klasser for at tale fransk. Det startede ved Restos du Cœurså da jeg gik til CADA tog jeg klasser igen. Da min søn gik i skole, så jeg på hans hjemmearbejde og lærte det ved at følge hans skolearbejde. Jeg så også en masse fransk tv. Da vi gik til OFII for at underskrive modtagelses- og integrationskontrakten, blev vi sendt til Greta for at tage franskundervisning. Jeg gennemførte den obligatoriske træning, og jeg bestod DELF A1. Jeg fortsatte med at DELF A2 igen takket være OFII. Derefter fulgte jeg en træning med en ansættelsesstol på 600 timer. Virkelig hjalp det mig meget.

At lære sproget har åbnet døre for mig. Jeg kan tale, forklare, hvad jeg har brug for. At kende fransk hjalp mig meget. Jeg kan udtrykke mig, sige hvad jeg synes. Her tænker folk frit, vær ikke bange for at tale. Bliv ikke afskrækket, fordi det undertiden er svært. Gå ud af huset, vær i kontakt med andre og ikke ophold med befolkningen i dit land. At være i kontakt med CADA-socialarbejderen var også vigtigt. Jeg havde altid været meget aktiv og ville virkelig arbejde. Jeg ville fortsætte med at arbejde i musik som lærer. Jeg måtte finde noget at gøre, selv frivilligt. Efter fødslen af ​​min anden søn meldte jeg mig frivilligt på planteskolen, men også i kirken til musikfestivalen. Jeg spiller et instrument i mit land. Takket være børnehaven blev jeg set af en person fra rådhuset for at deltage i festen for babyer og spille musik. Jeg spiller også til nabolagsfester og med Symphony Orchestra Conservatoire de musique. Jeg synger i et kor som solist. En dag blev jeg tilbudt en erstatning på konservatoriet som klaverlærer, derefter musikteorikurser i de omkringliggende byer, også musikalsk initiering. Siden da foretager jeg endda udskiftninger til koret, jeg erstatter meget.

I Frankrig er der en masse social bistand, især med hensyn til sundhed. Jeg var godt omgivet på fødeafdelingen til fødslen af ​​vores andet barn. Kvinder har flere rettigheder her. Men jeg kan sige, at mentaliteten ligner dem i mit land, de er ret ens. Vi har de samme religiøse helligdage. Desuden boede jeg i en lille by som her.

Min søn har tilpasset sig meget godt.

Sidste år tog jeg en uddannelse til validering af et B1-niveau af OFII og jeg var i stand til at ansøge om naturalisering. Jeg er meget glad for at være her."